Der var engang en kvinde, som var slangemenneske i et cirkus. Hun lå på en hospitalsgang og skulle lige til at føde. Hun havde været gravid i 12 måneder, så babyen kom ud meget sent. Den højgravide kvinde var meget bekymret for, at hendes baby ville arve hendes ekstreme hypermobilitet. Og rigtigt nok kom hendes lille dreng ud med hans ben oven på den ene skulder.

12 år senere var drengen Jason cirkusartist i cirkus Balbino sammen med sin mor. Han havde optrådt som slangemenneske i cirkusset lige siden at han var 7 år gammel. Jason havde altid været virkelig god til sit job, og cirkusdirektøren var også rigtig begejstret for ham, men Jason gad egentlig ikke at arbejde i cirkus. Han ville ud og opleve verdenen og få en uddannelse. Jason gik til sin mor og sagde, at han ikke ville arbejde i cirkus længere. Det kunne hun slet ikke fatte, ”jamen, du er kun 12 år og det her er dit hjem”. ”Men mor, jeg vil ud og opdage verdenen. Jeg har ikke lyst til at være i cirkus længere”.  Jason´s mor Zenia var helt hjerteknust, men Jason drog alligevel afsted. Han tog alle sine penge og smuttede.

 

Efter lidt tid kom Jason til en losseplads. Den var meget fyldt. Allerede før indgangen lå der skrald. Lidt inde på lossepladsen så han en lille hvid ting stikke op fra skraldet. Jason besluttede sig for at se, hvad det var. Da Jason nærmede sig, hev han i den. Straks efter hørte han et lille piv. Den hvide ting blev større og der dukkede en numse frem. Det viste sig at være en lille hund. Den måtte være hjemløs tænkte Jason, så han tog den med sig på sit eventyr ud i verden. Han døbte hunden Dorito.

 

Jason og Dorito kom til en lille by. De gik ind i midten af den. Der lå et lille hus inde i midten af byens torv med stort skilt, hvor der stod: ”Brødhuset”. Jason tænkte, at det kunne være et sted, hvor han kunne søge job. Jason gik ind i det lille hus, hvor der sad en stor mand bag kassen. Jason spurgte om det var muligt, at han kunne få et job der. Den store bager svarede, at han var velkommen. Han spurgte også Jason, om han havde arbejdet med brød og dej før. Jason svarede, at det havde han prøvet masser af gange før, selvom han faktisk aldrig havde rørt en dej. Den næste dag mødte Jason op ved brødhuset kl. 5, for brødene skulle bages før der kom kunder. Jason havde sovet på et motel, hvor det kostede 100 kroner at sove pr. nat. Jason hældte mel, vand og gær i en skål, og uden han vidste af det stod han med en dej. Niels, som den store bager hed, kom ud for at se, hvordan det gik og Jason svarede at det gik godt. Jason begyndte at ælte. Han æltede og æltede og æltede, og til sidst stod han med en kæmpe flad dej. Det kunne næsten være bunden til verdens største pizza. Jason krøllede dejen sammen og prøvede igen, men endte op med samme resultat. ”Nå pyt skidt, det er hvad der sker” sagde Jason til sig selv og prøvede, igen men dejen forblev flad. Jason prøvede igen og igen og igen og igen, men han kunne ikke lave en ordentlig dej. Klokken var blevet 7, og de første kunder begyndte at komme, men der var intet brød klar. Niels blev rigtig sur på Jason, og han fyrede ham med det samme. Jason tænkte at det måtte være pga. hans hypermobile håndled. Jason tænkte tilbage på cirkus og alle de bokse han har været krøllet sammen i. Måske han skulle gå hjem? Nej, Jason gik videre fra den lille by ud for at finde et nyt job.

 

Jason gik igennem en masse små byer, men kom endelig til en by med nogle muligheder. Han måtte mindst have gået i 8 timer. Jason gik rundt og kiggede på butikkerne i byerne. Han ledte efter et potentielt job. Tre fjerdedele inde i byen gik Jason forbi en Snedkerbutik. Det var lige noget for ham. Jason gik ind i butikken og spurgte tømreren bag disken, om han kunne komme i lære som tømrer. Tømreren svarede, at han skulle møde op ude foran butikken næste morgen kl. 8. Næste morgen stod Jason foran snedkerbutikken klokken 7:45 sammen med nogle andre gutter, som var lidt ældre end ham. De gik lidt uden for byen, hvor der lå nogle brædder. Der var også målt et lille stykke græs af. Opgaven lød på, at de skulle samarbejde om at bygge et hus. Det lød egentlig okay for Jason.

 

De havde bygget lidt, og Jason havde faktisk ikke helt lavet noget, så Jason besluttede sig for, at han ville vise, hvor god han var som tømrer. Jason udså sig sit mål; et søm som ikke var blevet hamret helt ind. Jason gik hen til sømmet, svang hammeren tilbage, men pludselig mærkede Jason en ulidelig smerte i sin højre knæhase. Jason havde svunget hammeren tilbage, men pga. hans hypermobile skulderled kom hammeren ned og ramte ham i knæhasen. Det begyndte at bløde helt vildt, men heldigvis havde instruktøren en førstehjælpskasse med, og Jason fik straks noget forbinding på hans ben. Jason blev sendt tilbage til den lille by.

Jason tænkte endnu engang, om han måske skulle tage hjem, og var også lige ved at gøre det, men han var viljestærk og gik videre gennem den lille by. Hans sår fra hammeren gjorde heldigvis ikke så ondt mere. Jason gik kun i en halv time, før han kom til en stor by. Han gik langs en vej ind til byen. Lidt længere henne ad vejen sad en dame. Jason gik hen og spurgte hende, hvad man kunne blive i byen. Damen svarede, at byen havde et rigtig kendt fodboldhold som hed Willy Wonka FC. Det syntes Jason lød spændende, så han gik hen til fodboldklubben og meldte sig til. Den dag øvede de blæringsscener, og det var Jason rigtig god til, så han kom straks på førsteholdet. Næste dag skulle de spille kamp mod Rødløg BK, så det var en vigtig kamp. Jason var så glad for, at der endelig var noget, som han duede til. Kampen startede, og Jason var angriber. Det gik super godt. Jason fik bolden inde i straffesparksfeltet og skulle lige til at skyde, men han blev fældet bagfra. Der var straffe, og Jason skulle tage det. Han tog to skridts tilløb. Jason løb frem til bolden og ramte den lige på tåspidsen. Det var et virkelig hårdt skud, men det nåede han ikke at tænke på, for benet fortsatte lige op i panden på ham. Jason vågnede op på hospitalet 2 dage efter fodboldkampen. Han havde et lille blåt mærke i panden, men det var ikke slemt. Jason besluttede sig for at tage hjem. Han gad ikke længere.

 

Jason havde nu prøvet 3 uddannelser, men kunne ikke finde ud af nogle af dem. Der kom en læge ind af døren, og sagde at han kunne gå når han ville. Dorito sad ved siden af ham. Den lovrede med halen. Jason tilbragte formiddagen på hospitalet, fordi lægerne havde givet ham noget smertestillende. Lidt over middagstid sagde Jason tak for alt og begyndte at gå hjemad. Han savnede faktisk cirkuslivet og ikke mindst sin mor. Jason stillede sig hen til et busstoppested, hvor fra han havde tænkt sig at komme så langt som overhovedet muligt for den sidste hundredlap. Da Jason kom op på bussen, faldt han i søvn med det samme.

Da han vågnede, var det til lyden afen stor tyk buschauffør, som fløjtede ham lige op i fjæset, så spyttet fløj til den ene og den anden side. Jason stod af, men det gjorde ikke noget, for han kunne se cirkusset ude i horisonten. Dorito begyndte at hoppe og lovre med halen, men pludselig ændrede lovren sig til en piven. Bag ved Jason stod tre store mænd, der tog fat i Jason, og hev ham ind i bagenden af en lastbil. De lukkede døren og satte sig ind foran. Jason kiggede ud af en lille sprække i døren, hvor han så Dorito sidde helt alene på sin flade på midten af vejen. Bilen begyndte at køre, og billedet af Dorito blev mindre og mindre. Jason smed sig tilbage i bilen med tårer i øjnene og lagde sig til at sove. Næste gang Jason så dagslys, sad han inde i et hus sammen med de tre store mænd. De tre store mænd sagde, at de ville bruge Jason som indbrudstyv. Jason gispede ved tanken om, at han skulle bryde ind i nogle andre menneskers hus, men han havde ikke rigtigt andre valg. Tre dage senere om aftenen, skulle Jason begå sit første indbrud. Jason havde været spærret inde i et lille rum med meget små vinduer, så han ikke kunne flygte. I rummet var der ellers kun en vindskakt og en smagløs plakat på de krakelerede vægge. De tre indbrudstyve havde tydeligvis prøvet det før. De virkede  så selvsikre, mens Jason var bange. Jason blev kommanderet til at krybe ind ad et lille vindue, som mændene havde smadret. De var selv for store til at gøre det, så det var nok derfor, at de havde brug for Jason. Mens Jason kravlede ind ad vinduet, mærkede han et lille adrenalinsus i maven. Det var faktisk ikke så slemt, som han havde troet. Jason gik ind i huset og fandt en nøgle, så han kunne lukke de tre store mænd ind. De var rutinerede. De gik ind, tog alt af værdi, og puttede det ned i nogle sække og smuttede igen. De råbte på Jason, og han løb med dem.

 

Ni måneder senere arbejdede Jason stadig i tyveribranchen, og hvis han selv skulle sige det, var han faktisk ret god til det. Jason måtte have været med til over 50 røverier, og de måtte have stjålet for flere hundrede tusinde kroner. De stod ude foran et nyt hus, hvor Jason skulle bryde igennem et vindue i taget. Det gik helt fint, og Jason var på vej ned af trappen, da han fik øje på noget. Det var en lille hvid hund, som lignede Dorito på en prik. Jason havde faktisk ikke tænkt på Dorito, hans mor eller cirkus siden hans første røveri. Jason begyndte at tænke over, hvad det var som han gjorde, og det gik op for ham, at det var forkert. Han måtte finde en måde til at slippe ud af det. Jason kørte på rutinen og kom hurtigt ud af huset. Han blev sat tilbage i sin celle og grublede over, hvordan han kunne komme ud. Man skulle tro, at Jason havde tilvundet sig lidt mere respekt, men han var altså stadigvæk i sin celle. Jason tænkte, at han kunne komme gennem luftskakten, men de 3 tyve sagde, at det var umuligt for et menneske at komme ud gennem skakten. Jason tænkte videre, men så efterhånden kun ventilationsskakten som sin eneste mulighed. Det var nu eller aldrig. Hans hypermobilitet måtte ikke svigte ham nu. Jason kunne mærke, at hans hjerte pumpede. Tyvene plejede at komme ind og tjekke til ham omkring den tid. Jason løb hen og opad væggen, vendte rundt, og greb fat i metalnettet. Han hang der lidt, men pludselig hørte Jason en knirken. To metalskruer i den ene side skruede sig løs og han hørte nu endnu en knirken. Jason svang sig rundt og hev sig selv op i skakten, som om at det var det, han var født til. Jason kravlede lidt længere hen ad skakten. Han kunne næsten ikke være der. Lidt længere fremme så han et lys. Han kravlede hen til det og kiggede ned. Han kunne se, at de tre tyve sad og spillede strippoker. Det var ikke helt noget for Jason, så han kravlede videre. Jason kom nu til en ende. Der var kun en smal sprække opad. Den kunne højst være 10 centimeter lang. Jason havde ikke andet valg end at prøve. Han klemte sig lige akkurat igennem. Det var et mirakel. Skakten fortsatte ovenpå, den vej han kom fra, men anderledes denne gang var der lys for enden af skakten. Jason kravlede mod sin frihed. Da han kom hen til enden, sparkede han gitteret ud. Der var 3 meter ned, men det var ingenting for Jason. Han følte sig ustoppelig, så han lavede en dobbel saltomortale med skrue ned. Jason løb ud til vejen og var så heldig at der var en sød kvinde, som gav ham et lift. Jason forklarede hele historien i bilen på vej hjem - til cirkus. Da de endelig nåede frem var gensynet med hans mor fantastisk. Hun begyndte at tudbrøle. Dorito var der endda også. Den måtte have fundet vej på grund af alle de historier Jason havde fortalt om cirkus.

 

Jason arbejdede lykkeligt resten af sine dage som udbryderkonge sammen med Dorito for cirkusset, og han hørte aldrig noget til de tre indbrudstyve.